GODE VANER FRA NOVEMBER

IMG_0982(2)

Åh november, du kom og gik så hurtigt (og december snart med). Min november var fyldt med studieliv og arbejde, og jeg kan ikke helt forstå at året snart er ovre – selvom de kolde morgener og julepynten er begyndt at give mig et vink om, at vi snart er igennem december også! Irk! De samme morgener har fået mig til at finde mine vinterstøvler frem, og jeg er så småt begyndt at skele – argh kun skele – til min egen og resten af familiens ønskesedler *der bliver rystet skamfuldt på hovedet her ved computeren*. 

Mange af de vaner som jeg nævnte i sidste blogindlæg om vaner, har jeg bibeholdt, især nyder jeg stadig godt af mit daglige vitamin-boost, strikningen går fremad og jeg har fået slugt en masse bøger. Jeg har her i de forgangne måneder prøvet at inkorporere nogle flere rutiner, og nogle af dem er jeg simpelthen blevet så begejstreret for, at det har kløet i mine fingre efter at dele det her på bloggen. Det gik op for mig, mens jeg skrev, at de fleste af dem handler om oprydning og organisering, måske rammer det ikke alles smag, men hvis du lig mig har en indre Monica i maven, så håber jeg, at du vil dele min begejstring for disse hverdagsvaner.

Hverdagsmorgenrutine 

Jeg bærer en lille drøm i mit hjerte om, at alle de her gode vaner en dag mirakuløst vil forvandle mig til et menneske, som kan stå op om morgenen med den samme entusiasme som en Disney Prinsesse – lidt hjernevasket er man trods alt blevet i løbet af årene. Tak Disney! Men ak, for mit nuværende jegs vedkommende tager det dybe indåndinger og en mental peptalk for at finde modet til at smutte væk fra den varme dyne, og løfte de bare fødder ned på det kolde trægulv. Jeg føler dog, at jeg de seneste måneder er begyndt at inkarnere en smule af Prinsesse Giselles morgenfriske væsen – når jeg altså har fået vasket gruset ud af øjnene og sat vand over til te. Jeg har fundet den rutine, at når jeg har vasket mit ansigt og fundet tøj frem, da er vandet kogt og jeg kan lave min te, ti minutter herefter har jeg fået klædt mig på og lagt min make-up, og de næste ti minuter inden jeg sætter mig med min morgenmad er dedikeret til at rede seng, rydde op og pakke taske. Så ca. 20-25 minutter efter, at jeg er stået op, er lejligheden opryddet, og jeg sidder stille og roligt ved mit spisebord med det nyeste ATLAS bogtillæg og en skål müsli.  For nogen lyder det nok, som noget af en hektisk omgang, men jeg har fundet, at jeg trives rigtig godt med at få gjort mig i stand og ryddet op hurtigt, således at jeg kan nyde roen bagefter og nå at læse mindst en artikel hver morgen.

Fyraftenrunden – te og udpakning af taske

For nogle måneder siden lavede jeg et indlæg vedrørende Marie Kondos bog the life-changing magic of tiding up, i den beskriver hun et ritual, som hun gennemgår, når hun vender hjem fra arbejde, og som inspirerede mig meget, da jeg læste det. Så … når jeg kommer hjem fra studiet eller arbejdet, har jeg nu fundet et kondoistisk ritual: når jeg kommer hjem, er noget af det første, jeg gør at vaske mine hænder og sætte vand over til te. Mens vandet koger pakker jeg mine ting ud, sætter dem på plads, tømmer min vanddunk og placerer min taske på dens udsete plads. Alt dette tager knap 10 minutter og ofte når jeg at finde krus, tebreve og læsestof frem imens kedlen gør sig færdig. Det her ritual passer mig utrolig godt, for i stedet for at tænke på alle de ting jeg skal gøre, så kan jeg slappe af, for den første del er allerede gjort! Lejligheden er ryddet op og tingene er sat på plads, så jeg kan i ro og mag læse, drikke te og spise lidt chokolade inden det er tid til at lave noget aftensmad.

 

Regnskab

Denne her er jeg særligt stolt af. Jeg hader regnskab, uhrh, og det gør mig altid lidt nervøs og gnaven at skulle lave det. Og det er derfor en tjans, som jeg altid får udsat, kommer bagud med og oplever stor indvendig angst over. Det har været en målsætning i mange år for mig at få styr på mit regnskab og være konsekvent med at holde øje med det – november måned synes at have været et fantastisk tidspunkt at nå det på – lige inden årsskiftet og nytårsforsættet. Den vane, jeg har tillagt den forgangne måned, er: at jeg for det første tømmer min pung for bonner, hvis der er nogen, hver dag når jeg kommer hjem. Dernæst har jeg fundet en fast dag på ugen, hvor jeg tjekker min netbank og opdaterer mit regnskab og buget. Det sjove er, at jeg tænker på en måde mere over mit buget nu end før, men det er på en meget mere behagelig måde, fordi jeg har styr på, hvordan det står til (hurra! ikke mere angst!). Jeg håber virkelig, at jeg kan holde det her, for det har gjort mig meget mere rolig, og jeg er begyndt at lægge penge til side til at jeg forhåbentlig kan rejse lidt mere i 2018 – Paris and London here I come! 

 

Weekendsmorgenmad

Okay, nok om organisering og pligter, det her er en god én. I hverdagen spiser jeg müsli hver morgen, og ikke et ondt ord om müsli, men når jeg når weekenden, er jeg utrolig ivrig efter at prøve noget andet, men jeg har samtidig ikke altid lyst til at bruge for lang tid på det. I oktober besluttede jeg mig for, at jeg var nødt til at gøre noget for mig selv, som ville gøre weekenderne lidt mere specielle, især hvis jeg ikke lige havde et spændende arrangement eller en hyggelig aftale. Så jeg kom til den overbevisning, at enten lørdag eller søndag skulle jeg lave noget rigtig lækkert morgenmad til mig selv, noget som ville få mig til at huske, at det var weekend og at jeg her godt måtte bruge lidt ekstra tid og penge på at krædse om mig selv. Jeg har i denne forbindelse derfor lært at lave arme riddere (wup wup!), og jeg har flere ideer til mad der kunne give en lækker og særlig morgenmad på en kold vinter morgen. Jeg kan især godt lide at lave arme riddere, nybagte croissanter (ah Paris jeg savner dig), blød kogt æg, avokadomad med pocheret æg, frugtsalat og jeg har en hel mappe på Pinterest fyldt med ideer, som jeg glæder mig til at prøve af. Hvis I har nogle gode idéer til morgenmad, vil jeg rigtig gerne høre dem!