BOGANMELDELSE: Glæden ved at være uperfekt

IMG_0906

I denne sommer mistede jeg en person, som var ubeskrivelig dyrebar for mig, og i den overvældende følelse af tab fandt jeg mig selv falde ned i et mentalt hul; Frygt, Bebrejdelse, Skam, Vrede og Sorg trådte frem på min private mentale scene alle frygtelig ivrige efter at vise deres tilstedeværelse og store talent, og indrømmet, mine følelser har et hollywoodiansk stort talent. Trods smerten så prøver jeg at se det som en gave – det føles bestemt ikke i nærheden af en gave, når man sidder nede i det mentale hul og tænker: “s**t her er mørkt, ensomt og ubehageligt at være”, men … smerte, stor som lille, har altid været en indikator for mig om, at der var noget, jeg manglede at lære om mig selv. I mit tilfælde oplever jeg, at jeg ikke er særlig god til at praktisere selvmedfølelse, at være i accept med mine egne følelser, og forstå roden til deres fremkomst. Da jeg sad nede på bunden af det mørke, dystre hul, blev jeg foreslået at læse Brené Browns bog Glæden ved at være uperfekt. Jeg var en ret mistroisk læser, da jeg begyndte, men bogen hjalp mig med at sætte ord på nogle af de mekanismer, som rasede i mig, og som mine følelser længe har prøvet at kommunikere til mig … skal vi sige mere flamboyant? 

Brené Brown er forsker ved University of Houston Graduate College of Social Work, hvor hun de sidste 10 har arbejdet på det begreb, hun kalder helhjertethed. Forskningsmålet er at undersøge ingredienserne til et liv levet helhjertet; altså et liv baseret på personlig autenticitet, værdighed, kærlighed og samhørighed. Jeg synes, det er en stor force i hendes arbejde og i bogen, at hun er startet ud med at forske i skam,  og særligt hvordan skam og frygt påvirker os mennesker. Hun deler i bogen både sine egne personlige erfaringer, men ligeledes knytter hun dem til sine videnskabelige resultater, og særligt træder hendes reflektioner over skam, kærlighed, sårbarhed, kontakt og samhørighed fascinerende og rammende frem.

(Hun har sin egen hjemmeside, hvor der blandt andet ligger nogle gode foredrag.)

Her er, hvad jeg har lært indtil videre af at læse bogen:

  1. Skam lever i os alle. Brené Brown definerer skam som “den intenst smertefulde følelse eller oplevelse af at tro, at vi er fyldt af fejl og derfor ikke fortjener kærlighed og samhørighed” (77). Første gang jeg læste dette, satte jeg skam i forbindelse med situationer, hvor den var tydelig at identificere, som når den råber én ind i ansigtet: “Hold da op, du er da ikke værd at elske!”. Men skam eksisterer ikke kun, når den står tydeligt frem på den mentale scene. Den eksisterer også stille og usynligt bag vores tilsyneladende normale handlinger, og hvor vi ikke nødvendigvis genkender skammen. Det er skammen, som taler til os, når vi undlader at spørge ind til et ord eller et argument, når vi sidder i en samtale med andre “Hvad vil de ikke tænke, hvis de finder ud af, at du ikke kender det ord eller ikke forstår, hvad de mener? Ssh.. det er bedre at tie stille, så ser du i det mindste klog ud”. Det er skammen, som gør at vi ikke melder os til et tegnekursus (eller fortæller vores venner om det), på trods af at vi måske altid har været lidt ærgerlig over, at vi stoppede med at tegne – “Lad vær med det, alt er jo fint, hvorfor vil du prøve noget nyt – husk hvor grimt du tegnede. Nej, folk kan lide den, du er nu, så lad være med at ønske mere …”. Skam er bundet til frygten for ikke at være værd at elske, derfor ligger den på lur i vores relation til andre og til os selv. Det sørgelig er, at hvis vi ikke genkender skammen, tillader vi den at begrænse os og have magt over os, og det gør det sværere for andre at virkelig forstå, hvem vi er under den rolige overflade.
  2. Modstandsdygtighed mod skam. Men hvordan takler vi så denne følelse, som både kan slå os i ansigtet, såvel som at gemme sig i vores sociale fremtoning og relationer? Ifølge Brown så skabes skam i relation til andre mennesker (vores ønske om at tilpasse os andre for at være elskede og accepterede), men skam bliver også opløst via mennesker. Kuren mod skam er at skabe kontakt. Brown definerer kontakt således: “[det er] den kraft, der eksisterer mellem personer, når de føler sig set, hørt og værdsat; når de kan give og tage imod uden bagtanker og domme, og når forholdet giver dem støtte og styrke.” (48-49) Kontakt er ikke det samme som enighed eller kommunikation, det er mere end det. Man kan godt være uenig og alligevel føle kontakt, såvel som man kan kommunikere uden at opleve kontakt (især i dag over internettet). Ægte kontakt opstår, når begge parter tør gøre sig synlige og sårbare over for hinanden, og i den menneskelige kontakt formindskes skams virke. Hvis vi ikke tager os af, hvad andre tænker, bedøver os selv, eller gør os selv immune over for at blive såret, så formår vi heller ikke lige så godt at skabe kontakt til andre. Vi må løbe den risiko at være sårbare, og fortælle hvorfor én holdning eller en drøm er vigtig for os, hvis vi ønsker at have en tæt kontakt til andre.
  3. Det kræver mod at vise sårbarhed. Når jeg tør være sårbar og fortælle hvorfor en holdning er vigtig for mig, så fjerner jeg noget af mit panser, der normalt beskytter mig – uh, det er altså svært nogle gange. Det kræver mod, at åbne op om hvorfor og hvor ens standpunkt kommer fra;  ligegyldigt om det er en bageopskrift, ens holdning til kvinder på arbejdspladsen eller en smertefuld oplevelse. Det kan være skræmmende, for man går væk fra illusionen om fakta og perfekthed, når man indvier sin samtalepartner i både det rationelle argument, OG de følelser som er knyttet til det. Lige pludselig er man lidt mere nøgen, og lidt mere sårbar for den andens modtagelse (men måske er man også lidt mere ærlig om sin egen farvethed). Det kræver det Brown kalder almindeligt mod – altså en slags mod der ikke handler om heroisme. Det almindelige mod er nødvendigt både for at vise sårbarhed og opnå ægte kontakt med andre, men det er også grundlæggende nødvendigt i forhold til os selv. For at vi kan være ærlige overfor andre, (om hvorfor vi agerer, som vi gør, og hvorfor vi kæmper for en bestemt holdning) er vi nødt til at have været modig nok til at grave dybt i os selv. Det kræver mod at gå ind i sin egen sårbarhed; at stille spørgsmålstegn ved hvorfor man ikke spørger ind, hvorfor man ikke melder sig til tegnekurset og hvorfor man afviser den andens holdning. Hvad er på spil i situationen?
  4. Sårbarhed handler om mere end os selv. Se det er her, jeg finder at magien sker. Når vi åbner for sårbarheden, vi graver dybt i vores skam, i vores smerte og puster liv i vores drømme og håb, da skaber vi grobund for at lære os selv at kende – OG det inspirerende er, at når vi tør det, så gør vi det trygt for andre at gøre det samme. Når vi tør være fjollede, når vi tør jagte vores ambitioner, og når vi tør vise sårbarhed, gør vi det legitimt for andre at være fjollede, jagte drømme og vise deres sårbarhed. Og jeg tænker her på vores venner, vores partner, vores børn og fremmede mennesker i toget. Det er sårbarheden som gør det muligt for os at skabe kontakt, skabe samhørighed, kultivere empati og passe på kærligheden i mellem hinanden.
  5. Medfølelsens magt.  Empati er er føle med mennesker, og den er derfor noget mere og andet end sympati, hvor man føler for mennesker. Empati kan være rigtig svært at give andre og at give sig selv. Empati er evnen til at tage en anden persons perspektiv, og at genkende at deres perspektiv er deres sandhed lige nu. Det er ligeledes evnen til at fraholde sig fra at dømme, OG særligt er det evnen til at genkende/identificere følelser i andre mennesker og kommunikere dem tilbage til dem. Empati er et modigt og et sårbart valg, for i villigheden til at vise empati, er man nødt til at gå ind i sig selv, og at genbesøge den del af én som kender den smerte (eller glæde), som ens ven beskriver. Når vi kender og (til dels) forstår vores egne mørke sider, kan vi være nærværende og ægte i andres mørke – og det er vores fælles menneskelighed, vores fælles sårbarhed. Brown har på sin hjemmeside en lille film som utrolig fint viser empatiens styrke (og en meget karikeret grov udgave af sympati) manifesteret i en bjørn, der giver en lille ræv empati. Alt det her med empati lyder meget basalt, men det er mit indtryk at som ven, kæreste, forælder osv. kan man være rigtig hurtig til at gå over i fix-det-mode, i stedet for at hjælpe den anden med at sidde i smerten og skabe kontakt: se den anden i øjnene og sige: “Puh, det forstår jeg godt, at du finder smertefuldt, den følelse kender jeg også. Fortæl mig om det.”

 

 

Hvad er styrken ved at være sårbar og uperfekt?

All right, all right, all right(i min bedste Matthew McConaughey imitation – det er godt at dette er skriftligt), det blev meget teoretisk, akademikeren i mig tog lidt over – undskyld. På et mere personligt plan, giver Browns formuleringer om samhørighed og kontakt mening for mig, fordi jeg kan genkende dem i de venskaber, der betyder mest for mig, og jeg kan genkende nu at kontakt er en af de vigtigste elementer for, hvorfor de fungerer – selv i hede debatter. For at gøre det lidt mere klart, hvorfor jeg synes, at der er noget magisk ved kontakt og empati, vil jeg undtagelsesvis give et mere detaljeret og sårbart narrativ fra min hverdag:

En aften hvor jeg skulle hjem til nogle venner, kunne jeg mærke at følelserne begyndte at simre lige så stille nede fra dybet. Mens jeg trampede afsted i pedalerne opsat på at holde følelserne i ro og ikke lade mig overmande der midt på cykelstien, kunne jeg mærke at følelserne bare ikke ville lægge sig. Da jeg nåede frem til mine venner, tog jeg nogle dybe indåndinger i et sidste forsøg på at lægge følelserne væk og i stedet nyde en hyggelig aften med dem. Men idet jeg kommer ind i haven, får jeg øje på en gammel bekendt, som jeg ellers ikke har haft kontakt med det sidste års tid. Og idet jeg vil give ham et hurtigt kram goddag og så gå videre, vælder de følelser op i mig, som jeg ellers møjsommeligt havde prøvet at holde nede, og jeg kan ikke slippe ham. Jeg vil ikke slippe mit tag i ham, for jeg bliver bange for at gå helt i opløsning uden dette håndgribelige kram. Dette var en gammel bekendt, som jeg ikke havde talt med i laaaang tid, som jeg kan være meget uenig med, og hvor jeg troede at vores bånd og kontakt for evigt var lagt bort. Og dog. Han placerede mig kærligt på en gammel havestol og satte sig over for mig. Han tog begge mine hænder i sine, og så mig dybt ind i øjnene, og sagde: “Hvad er der sket, fortæl mig om det”. Og som jeg sad der og lukkede al min vrede og sorg ud, sad han og lyttede, hjalp mig med at sætte ord på mine følelser, gav mig nogle få kram en gang imellem og strøg mig ellers blidt over hænderne. Og det hjalp mig, at han gik ind i sig selv og delte sine smertefulde øjeblikke med mig, for at vise mig at han forstod og genkendte, den smerte jeg var i (og bonus: jeg lærte ham bedre at kende). Det var et af de mest rensende og mest intense øjeblikke for mig, og min skam og sorg blev dulmet af, at jeg følte mig set, hørt og værdsat.

Tro mig, jeg synes ikke, at der er noget nemt ved at vise sårbarhed i f.eks. en diskussion, ved ting jeg glæder mig til (ja, det lyder måske kontraintuitivt, se Brown s. 40) eller i forbindelse med nye bekendtskaber. Og derudover ønsker jeg ikke at flage med mine egne personlige komplekser, men jeg ønsker at hylde den magt, der ligger i at forstå og acceptere ens egen sårbarhed og uperfekthed. Det  kræver mod at stille spørgsmålstegn ved perfektionismen, at gå i dialog med sårbarheden, vise den og bruge den konstruktivt i sin hverdag til at skabe kontakt. Afsluttende på alt dette må jeg også indrømme min egen farvethed (jeg må hellere praktisere, hvad jeg selv prædiker i dette indlæg): jeg er humanistisk skolet fra universitet, og jeg lægger derfor en særlig vægt på at holdninger er personlige præget, fakta er hjælpsomme men relative instanser (idet de kan bøjes efter hvem der fortolker og ofte er kontekstbaseret), og jeg har en vedholden personlig og faglig fascination af menneskets relation til andre og sig selv. Så, hvis du enten bakser med perfektionisme, er nysgerrig på at lære dig selv bedre at kende eller har en interesse i menneskelige relationer, vil jeg varmt anbefale Browns bog. Den er en tankevækkende, humoristisk og medfølende oplevelse.

OBS! empati er i øjeblikket et meget debatteret emne på universiteterne og på medier som Zetland, og er især debatteret, fordi der ikke forelægger en fastlagt betydning af ordet, og derved heller ikke hvad fordelene og ulemperne er ved at praktisere empati.