GODE VANER FRA NOVEMBER

IMG_0982(2)

Åh november, du kom og gik så hurtigt (og december snart med). Min november var fyldt med studieliv og arbejde, og jeg kan ikke helt forstå at året snart er ovre – selvom de kolde morgener og julepynten er begyndt at give mig et vink om, at vi snart er igennem december også! Irk! De samme morgener har fået mig til at finde mine vinterstøvler frem, og jeg er så småt begyndt at skele – argh kun skele – til min egen og resten af familiens ønskesedler *der bliver rystet skamfuldt på hovedet her ved computeren*. 

Mange af de vaner som jeg nævnte i sidste blogindlæg om vaner, har jeg bibeholdt, især nyder jeg stadig godt af mit daglige vitamin-boost, strikningen går fremad og jeg har fået slugt en masse bøger. Jeg har her i de forgangne måneder prøvet at inkorporere nogle flere rutiner, og nogle af dem er jeg simpelthen blevet så begejstreret for, at det har kløet i mine fingre efter at dele det her på bloggen. Det gik op for mig, mens jeg skrev, at de fleste af dem handler om oprydning og organisering, måske rammer det ikke alles smag, men hvis du lig mig har en indre Monica i maven, så håber jeg, at du vil dele min begejstring for disse hverdagsvaner.

Hverdagsmorgenrutine 

Jeg bærer en lille drøm i mit hjerte om, at alle de her gode vaner en dag mirakuløst vil forvandle mig til et menneske, som kan stå op om morgenen med den samme entusiasme som en Disney Prinsesse – lidt hjernevasket er man trods alt blevet i løbet af årene. Tak Disney! Men ak, for mit nuværende jegs vedkommende tager det dybe indåndinger og en mental peptalk for at finde modet til at smutte væk fra den varme dyne, og løfte de bare fødder ned på det kolde trægulv. Jeg føler dog, at jeg de seneste måneder er begyndt at inkarnere en smule af Prinsesse Giselles morgenfriske væsen – når jeg altså har fået vasket gruset ud af øjnene og sat vand over til te. Jeg har fundet den rutine, at når jeg har vasket mit ansigt og fundet tøj frem, da er vandet kogt og jeg kan lave min te, ti minutter herefter har jeg fået klædt mig på og lagt min make-up, og de næste ti minuter inden jeg sætter mig med min morgenmad er dedikeret til at rede seng, rydde op og pakke taske. Så ca. 20-25 minutter efter, at jeg er stået op, er lejligheden opryddet, og jeg sidder stille og roligt ved mit spisebord med det nyeste ATLAS bogtillæg og en skål müsli.  For nogen lyder det nok, som noget af en hektisk omgang, men jeg har fundet, at jeg trives rigtig godt med at få gjort mig i stand og ryddet op hurtigt, således at jeg kan nyde roen bagefter og nå at læse mindst en artikel hver morgen.

Fyraftenrunden – te og udpakning af taske

For nogle måneder siden lavede jeg et indlæg vedrørende Marie Kondos bog the life-changing magic of tiding up, i den beskriver hun et ritual, som hun gennemgår, når hun vender hjem fra arbejde, og som inspirerede mig meget, da jeg læste det. Når jeg kommer hjem fra studiet eller arbejde har jeg nu fundet et kondoistisk ritual; når jeg kommer hjem, er noget af det første, jeg gør at vaske mine hænder og sætte vand over til te. Mens vandet koger pakker jeg mine ting ud, sætter dem på plads, tømmer min vanddunk og placerer min taske på dens udsete plads. Alt dette tager knap 10 minutter og ofte når jeg at finde krus, tebreve og læsestof frem imens kedlen gør sig færdig. Det her ritual passer mig utrolig godt, for i stedet for at tænke på alle de ting jeg skal gøre, så kan jeg slappe af, for den første del er allerede gjort! Lejligheden er ryddet op og tingene er sat på plads, så jeg kan i ro og mag læse, drikke te og spise lidt chokolade inden det er tid til at lave noget aftensmad.

 

Regnskab

Denne her er jeg særligt stolt af. Jeg hader regnskab, uhrh, og det gør mig altid lidt nervøs og gnaven at skulle lave det. Og det er derfor en tjans, som jeg altid får udsat, kommer bagud med og oplever stor indvendig angst over. Det har været en målsætning i mange år for mig at få styr på mit regnskab og være konsekvent med at holde øje med det – november måned synes at have været et fantastisk tidspunkt at nå det på – lige inden årsskiftet og nytårsforsættet. Den vane, jeg har tillagt den forgangne måned, er: at jeg for det første tømmer min pung for bonner, hvis der er nogen, hver dag når jeg kommer hjem. Dernæst har jeg fundet en fast dag på ugen, hvor jeg tjekker min netbank og opdaterer mit regnskab og buget. Det sjove er, at jeg tænker på en måde mere over mit buget nu end før, men det er på en meget mere behagelig måde, fordi jeg har styr på, hvordan det står til (hurra! ikke mere angst!). Jeg håber virkelig, at jeg kan holde det her, for det har gjort mig meget mere rolig, og jeg er begyndt at lægge penge til side til at jeg forhåbentlig kan rejse lidt mere i 2018 – Paris and London here I come! 

 

Weekendsmorgenmad

Okay, nok om organisering og pligter, det her er en god én. I hverdagen spiser jeg müsli hver morgen, og ikke et ondt ord om müsli, men når jeg når weekenden, er jeg utrolig ivrig efter at prøve noget andet, men jeg har samtidig ikke altid lyst til at bruge for lang tid på det. I oktober besluttede jeg mig for, at jeg var nødt til at gøre noget for mig selv, som ville gøre weekenderne lidt mere specielle, især hvis jeg ikke lige havde et spændende arrangement eller en hyggelig aftale. Så jeg kom til den overbevisning, at enten lørdag eller søndag skulle jeg lave noget rigtig lækkert morgenmad til mig selv, noget som ville få mig til at huske, at det var weekend og at jeg her godt måtte bruge lidt ekstra tid og penge på at krædse om mig selv. Jeg har i denne forbindelse derfor lært at lave arme riddere (wup wup!), og jeg har flere ideer til mad der kunne give en lækker og særlig morgenmad på en kold vinter morgen. Jeg kan især godt lide at lave arme riddere, nybagte croissanter (ah Paris jeg savner dig), blød kogt æg, avokadomad med pocheret æg, frugtsalat og jeg har en hel mappe på Pinterest fyldt med ideer, som jeg glæder mig til at prøve af. Hvis I har nogle gode idéer til morgenmad, vil jeg rigtig gerne høre dem!

LITTERÆRE BEKENDELSER FRA MIT NATBORD

IMG_0958

Jeg falder konsekvent i den fælde at samle alt for mange bøger sammen på mit natbord –  et mindre babeltårn har til tider truet min tekop på det grovest med lade den blive væltet ved en uforudset force majeure handling. Dette skyldes at mit natbord fungerer som landingsbane for de bøger, jeg gerne vil læse inden for den nærmeste fremtid, eller som endnu ikke har fået en tilegnet plads i reolen. Da mit natbord på nuværende tidspunkt består af en taburet, bliver det let en meget dominerende stabel, og jeg holder derfor mig selv lidt i ørerne med huske at læse nogle af dem, før jeg appetitivrig køber flere til samlingen.

Jeg vil i dette indlæg giver jer et lille smugkig på de bøger, som lige for tiden okkuperer taburetten, og som jeg er rigtig rigtig begejstrede for!

 

The Curated Closet af Anuschka Rees blev jeg inspireret til at købe, da den britiske blogger Anna Newton (The Anna Edit) for længe siden nævnte den på hendes blog. Det har i et par år nu været et privat projekt for mig at skabe en garderobe, som er lille, smuk og med mange outfits-muligheder. Bogen er en guide til at skabe en velfungerende garderobe som passer til ens stil, livsstil og buget. Jeg er netop for nyligt blevet færdig med den, og det var en fornøjelse at læse den! Rees bog gav et solidt indspark af konstruktive råd og inspiration til min garderobe, hvor jeg var begyndt at sidde lidt fast. Lige nu bobler jeg af nye idéer til, hvordan jeg konsekvent og økonomisk vil kunne opdatere og finjustere min nuværende garderobe! Lyder det ikke bare som en perfekt blanding af økonomisk modenhed og kreativitet?! 

Frankenstein har stået på min læseliste i en jernalder af år. Victor og hans monster er ikoniske inden for britisk gotisk litteratur. Det har kriblet i mine fingre, siden bogen landende på mit natbord, efter at få lov til at opleve Victor Frankensteins vilde eventyr og endelig selv at få lov til at se, læse og analysere på en historie, som alle synes at kende, men alligevel få har læst. Jeg sidder i dette øjeblik og skeller til Mary Shelleys sælsomme historie, for jeg har endelig fundet tid og rum til at kunne begynde den i aften!

Rupi Kaurs debut digtsamling milk and honey har opnået en enorm succes blandt især kvindelige læsere – et besøg på Pinterest og Instagram, og du vil finde utallige af smukke billeder af hendes digte. Kaurs digte er som rent udtryk: det er en stemme som åbner op om den intime del i os selv, som lider i smerten og som vibrer i lykken. Digtene undrer sig over smerten, over kærligheden, og der er en stemme i digtene, som er fuld af håb, længsel og visdom. Samlingen er inddelt i the hurting, the loving, the breaking og the healing. Jeg er endnu ikke færdig med digtsamlingen – heldigvis! – for jeg tager mig god tid til at smage på Kaurs velvalgte, strømlinet og sansefulde digte.

 

 

GODE VANER FRA SEPTEMBER

IMG_0943

Kan I mærke at efteråret er sat ind? Efteråret har ikke sommerens forførende varme nætter eller de velduftende briser af blomsterdufte, men efteråret har i mine øjne en charme for sig selv: ud over at naturens farver skifter til varme brunlige nuancer og morgnerne dufter friskt af den tunge dugs kølighed, er efteråret også en tid for forandring. Hvert år når efteråret sætter ind, begynder jeg at planlægge, hvordan jeg kan skabe hygge indenfor og passe ekstra godt på min krop – jeg synes ikke, at der er noget mere træls end at ligge syg og ikke kunne lave alle de sjove ting, jeg gerne vil nå – og hov nå ja, så er der jo også et speciale, som skal laves. Mindre detalje! 

Jeg har i september eksperimenteret med nogle nye og gamle vaner, som jeg er blevet så glad for, at jeg gerne ville dele dem med jer. Disse små hverdagsvaner giver mig lidt ekstra omsorg og hygge lige for tiden, hvilket er tiltrængt, når man misser toget en kold efterårsaften, efter en lang (og selvfølgelig meget medrivende og spændende) specialedag på studiet – *undertegnede sidder i dette øjeblik på en café med en varm Chai Latte, mens hun venter på at det næste tog kommer om en time*.

 

Ingefær-citron te om morgenen 

Dette er en vane, som jeg generelt vender tilbage til i de koldere måneder. De fleste morgener – eller om aften hvis der ikke er tid om morgen – laver jeg mig selv en kop ingefær-te med citron og honning. Min opskrift er meget simpel og består af et lille stykke afskåren ingefær, saften fra en halv citron, kogende vand og en måske lidt for stor skefuld honning. Jeg elsker smagsoplevelsen af ingefærens bitterhed blandet med citronens friske syrlighed, og min søde tand bliver tilfredsstillet af den blødhed og sødme som honningen giver. Den mængde ingefær som jeg bruger, giver nok ikke det største udslag på sundshedsskalaen, men den store dosis af fordøjelsesfremmende citron og honningens antiinflammatoriske egenskaber, får mig altid til at føle, at jeg har givet min krop et sundt vitaminindskud, som forhåbentlig vil få mig sund og rask igennem de næste kolde måneder i Danmark. Og lad os være ærlige, det er ret rart at starte morgenen med en kop varm te, mens man kigger ud på efterårstågen.

Aftenlæsning før sengetid

Det er vist alment kendt nu om dage, at det er en dårlig idé at sidde foran sin bærbar eller smartphone før man ligger sig til at sove om aftenen. Det blå lys fra de elektriske apparater hæmmer melatonin-udskillelsen, og derved den naturlige søvnfremkaldelse. I løbet af september er jeg begyndt at finde tilbage til en god vane med at læse, før jeg lægger mig til at sove i stedet for at se det næste afsnit af The Handmaidens Tale. Men jeg oplever, at når jeg ligger der i sengen med en god bog, varme uldsokker og duften fra mit fantastiske Jo Malone duftlys (jep, jeg har vist gjort mig selv lidt småafhængig) går jeg helt i zen-mode. Det bedste er, at jeg ofte også vågner op til nogle utrolig afslappende morgener, fordi roen fra aftenen før stadig sidder i kroppen.

Egentlig kan jeg mærke, at jeg i denne periode generelt har skruet op for mit læseniveau. For et par uger siden gik fanden i mig, og jeg fik en mani med at prøve at komme i bund med alle de mange ulæste blade og bøger, som jeg havde liggende derhjemme. I stedet for at se min vante you-tube video om morgen eller høre podcast, snupper jeg nu et tidsskrift (eller en bog) fra bunken, og jeg kan generelt nå at læse en artikel, mens jeg spiser min morgenmad, og selvfølgelig stadig have tid til at stirre lidt ud af vinduet med et krus te for en stund. I mine pause fra specialet smutter jeg ind på Engeroms bibliotek for at lave mig selv en kop te, og mens kedlen snurrer, snupper jeg Le France fra hylderne med blade, og påbegynder en af deres artikler. Bunkerne herhjemme bliver gradvist mindre, og mit hoved snurrer på den der behagelige måde – reading buzz – når man kan mærke, at der hver dag er en ny låge, der åbner sig mentalt: nye tanker, små input og inspirerende oplevelser. Nå men dette var et sidespor … dog håber jeg, at den her reading buzz bølge vil forsætte et stykke tid, for den gør mig altid meget mere produktiv og glad.

“A spoon full of sugar helps the medicin go down”

Som jeg kort omtalte i et tidligere opslag har sommeren budt på nogle personlige udfordringer, og jeg har haft svært ved at sove, spise og holde maden nede. Det har gjort mig meget mere opsat på, at sørge for at jeg får de vitaminer og mineraler, jeg har brug for. Jeg er derfor begyndt at tage D-vitamin og magnesium tilskud hver dag, og det er blevet et hyggeligt lille aftenritual for mig, som ligeledes gør, at jeg får husket at drikke noget mere vand. Magnesium tager jeg for det første for at hjælpe med at fremme en dybere, roligere søvn, og for det andet for at afhjælpe og forebygge træthed og udmattelse. D-vitamin hjælper med at fremme optagelsen af calsium og fosfor i kroppen, og det antydes flere steder at D-vitamin har en positiv indvirkning på immunforsvarets balance, kroppens energiniveau og ens humør – hvilket ikke er en dårlig cocktail når vintermørket nærmer sig.

Strikke

Jeg har i længere tid godt kunne tænke mig at lære at strikke. Min mor er utrolig dygtig til håndarbejde, og jeg har nydt rigtig godt af i min barndom, at hun kunne strikke utrolig flotte sweatere, dekorative vanter og varme sokker. Jeg vil gerne kunne gøre det samme for mig selv og for mine børn (den dag det kommer på tale – et stykke frem i fremtiden). Jeg ved med mig selv, at når jeg skal lære noget, om det er en ny vane eller en ny egenskab, er jeg nødt til at være konsekvent. Det er nødt at være noget, som jeg skal gøre hver dag, ellers “glemmer” jeg at sætte tid af til det. Korte konsekvente sekvenser virker rigtig godt for mig,  jeg har derfor gjort det til en vane at strikke mindst et kvarter hver dag, og ofte i toget på vej til universitet om morgenen. Det gode ved strikningen er, at jeg kan gå helt ind i mig selv og bare koncentrere mig om den ene ting at få garn, pinde og masker til at gå op i en højere enhed. Der findes intet andet i verden, når jeg sidder der helt fordybet i perlestrik.

Taknemmelighed

Hver aften inden jeg lægger mig til at sove, noterer jeg tre ting, som jeg er taknemmelig for ved den dag, der er gået. Det kan være taknemmelighed over at have fået en ny oplevelse, som jeg har set frem til, eller en af de løbeture hvor hjertet banker hårdt og euforisk efter, eller det kan være taknemmelighed over det grineflip, jeg fik i frokostpausen. Jeg noterer disse ting, og hvorfor de var specielle, for at hjælpe mig selv med at værdsætte og huske på de gode ting (jeg noterer også oplevelser som gjorde ondt, hvis de lærte mig noget værdigfuldt og godt). De små ting som gør os glade, oplevelser hvor vi trives, kan blive så hurtigt glemt, når hverdagen jager med én, eller vi møder modstand. Ved at notere hvad jeg har været taknemmelig for i løbet af dagen,  føler jeg, at jeg bliver lidt mere bevidst om at nyde de flygtige små øjeblikke, og jeg prøver at holde fast i deres skønhed og fornemmelse ved at skrive dem ned, og derved genopleve dem hver gang jeg genlæser dem, og det ansporer mig til at skabe flere af dem.

 

BOGANMELDELSE: Glæden ved at være uperfekt

IMG_0906

I denne sommer mistede jeg en person, som var ubeskrivelig dyrebar for mig, og i den overvældende følelse af tab fandt jeg mig selv falde ned i et mentalt hul; Frygt, Bebrejdelse, Skam, Vrede og Sorg trådte frem på min private mentale scene alle frygtelig ivrige efter at vise deres tilstedeværelse og store talent, og indrømmet, mine følelser har et hollywoodiansk stort talent. Trods smerten så prøver jeg at se det som en gave – det føles bestemt ikke i nærheden af en gave, når man sidder nede i det mentale hul og tænker: “s**t her er mørkt, ensomt og ubehageligt at være”, men … smerte, stor som lille, har altid været en indikator for mig om, at der var noget, jeg manglede at lære om mig selv. I mit tilfælde oplever jeg, at jeg ikke er særlig god til at praktisere selvmedfølelse, at være i accept med mine egne følelser, og forstå roden til deres fremkomst. Da jeg sad nede på bunden af det mørke, dystre hul, blev jeg foreslået at læse Brené Browns bog Glæden ved at være uperfekt. Jeg var en ret mistroisk læser, da jeg begyndte, men bogen hjalp mig med at sætte ord på nogle af de mekanismer, som rasede i mig, og som mine følelser længe har prøvet at kommunikere til mig … skal vi sige mere flamboyant? 

Brené Brown er forsker ved University of Houston Graduate College of Social Work, hvor hun de sidste 10 har arbejdet på det begreb, hun kalder helhjertethed. Forskningsmålet er at undersøge ingredienserne til et liv levet helhjertet; altså et liv baseret på personlig autenticitet, værdighed, kærlighed og samhørighed. Jeg synes, det er en stor force i hendes arbejde og i bogen, at hun er startet ud med at forske i skam,  og særligt hvordan skam og frygt påvirker os mennesker. Hun deler i bogen både sine egne personlige erfaringer, men ligeledes knytter hun dem til sine videnskabelige resultater, og særligt træder hendes reflektioner over skam, kærlighed, sårbarhed, kontakt og samhørighed fascinerende og rammende frem.

(Hun har sin egen hjemmeside, hvor der blandt andet ligger nogle gode foredrag.)

Her er, hvad jeg har lært indtil videre af at læse bogen:

  1. Skam lever i os alle. Brené Brown definerer skam som “den intenst smertefulde følelse eller oplevelse af at tro, at vi er fyldt af fejl og derfor ikke fortjener kærlighed og samhørighed” (77). Første gang jeg læste dette, satte jeg skam i forbindelse med situationer, hvor den var tydelig at identificere, som når den råber én ind i ansigtet: “Hold da op, du er da ikke værd at elske!”. Men skam eksisterer ikke kun, når den står tydeligt frem på den mentale scene. Den eksisterer også stille og usynligt bag vores tilsyneladende normale handlinger, og hvor vi ikke nødvendigvis genkender skammen. Det er skammen, som taler til os, når vi undlader at spørge ind til et ord eller et argument, når vi sidder i en samtale med andre “Hvad vil de ikke tænke, hvis de finder ud af, at du ikke kender det ord eller ikke forstår, hvad de mener? Ssh.. det er bedre at tie stille, så ser du i det mindste klog ud”. Det er skammen, som gør at vi ikke melder os til et tegnekursus (eller fortæller vores venner om det), på trods af at vi måske altid har været lidt ærgerlig over, at vi stoppede med at tegne – “Lad vær med det, alt er jo fint, hvorfor vil du prøve noget nyt – husk hvor grimt du tegnede. Nej, folk kan lide den, du er nu, så lad være med at ønske mere …”. Skam er bundet til frygten for ikke at være værd at elske, derfor ligger den på lur i vores relation til andre og til os selv. Det sørgelig er, at hvis vi ikke genkender skammen, tillader vi den at begrænse os og have magt over os, og det gør det sværere for andre at virkelig forstå, hvem vi er under den rolige overflade.
  2. Modstandsdygtighed mod skam. Men hvordan takler vi så denne følelse, som både kan slå os i ansigtet, såvel som at gemme sig i vores sociale fremtoning og relationer? Ifølge Brown så skabes skam i relation til andre mennesker (vores ønske om at tilpasse os andre for at være elskede og accepterede), men skam bliver også opløst via mennesker. Kuren mod skam er at skabe kontakt. Brown definerer kontakt således: “[det er] den kraft, der eksisterer mellem personer, når de føler sig set, hørt og værdsat; når de kan give og tage imod uden bagtanker og domme, og når forholdet giver dem støtte og styrke.” (48-49) Kontakt er ikke det samme som enighed eller kommunikation, det er mere end det. Man kan godt være uenig og alligevel føle kontakt, såvel som man kan kommunikere uden at opleve kontakt (især i dag over internettet). Ægte kontakt opstår, når begge parter tør gøre sig synlige og sårbare over for hinanden, og i den menneskelige kontakt formindskes skams virke. Hvis vi ikke tager os af, hvad andre tænker, bedøver os selv, eller gør os selv immune over for at blive såret, så formår vi heller ikke lige så godt at skabe kontakt til andre. Vi må løbe den risiko at være sårbare, og fortælle hvorfor én holdning eller en drøm er vigtig for os, hvis vi ønsker at have en tæt kontakt til andre.
  3. Det kræver mod at vise sårbarhed. Når jeg tør være sårbar og fortælle hvorfor en holdning er vigtig for mig, så fjerner jeg noget af mit panser, der normalt beskytter mig – uh, det er altså svært nogle gange. Det kræver mod, at åbne op om hvorfor og hvor ens standpunkt kommer fra;  ligegyldigt om det er en bageopskrift, ens holdning til kvinder på arbejdspladsen eller en smertefuld oplevelse. Det kan være skræmmende, for man går væk fra illusionen om fakta og perfekthed, når man indvier sin samtalepartner i både det rationelle argument, OG de følelser som er knyttet til det. Lige pludselig er man lidt mere nøgen, og lidt mere sårbar for den andens modtagelse (men måske er man også lidt mere ærlig om sin egen farvethed). Det kræver det Brown kalder almindeligt mod – altså en slags mod der ikke handler om heroisme. Det almindelige mod er nødvendigt både for at vise sårbarhed og opnå ægte kontakt med andre, men det er også grundlæggende nødvendigt i forhold til os selv. For at vi kan være ærlige overfor andre, (om hvorfor vi agerer, som vi gør, og hvorfor vi kæmper for en bestemt holdning) er vi nødt til at have været modig nok til at grave dybt i os selv. Det kræver mod at gå ind i sin egen sårbarhed; at stille spørgsmålstegn ved hvorfor man ikke spørger ind, hvorfor man ikke melder sig til tegnekurset og hvorfor man afviser den andens holdning. Hvad er på spil i situationen?
  4. Sårbarhed handler om mere end os selv. Se det er her, jeg finder at magien sker. Når vi åbner for sårbarheden, vi graver dybt i vores skam, i vores smerte og puster liv i vores drømme og håb, da skaber vi grobund for at lære os selv at kende – OG det inspirerende er, at når vi tør det, så gør vi det trygt for andre at gøre det samme. Når vi tør være fjollede, når vi tør jagte vores ambitioner, og når vi tør vise sårbarhed, gør vi det legitimt for andre at være fjollede, jagte drømme og vise deres sårbarhed. Og jeg tænker her på vores venner, vores partner, vores børn og fremmede mennesker i toget. Det er sårbarheden som gør det muligt for os at skabe kontakt, skabe samhørighed, kultivere empati og passe på kærligheden i mellem hinanden.
  5. Medfølelsens magt.  Empati er er føle med mennesker, og den er derfor noget mere og andet end sympati, hvor man føler for mennesker. Empati kan være rigtig svært at give andre og at give sig selv. Empati er evnen til at tage en anden persons perspektiv, og at genkende at deres perspektiv er deres sandhed lige nu. Det er ligeledes evnen til at fraholde sig fra at dømme, OG særligt er det evnen til at genkende/identificere følelser i andre mennesker og kommunikere dem tilbage til dem. Empati er et modigt og et sårbart valg, for i villigheden til at vise empati, er man nødt til at gå ind i sig selv, og at genbesøge den del af én som kender den smerte (eller glæde), som ens ven beskriver. Når vi kender og (til dels) forstår vores egne mørke sider, kan vi være nærværende og ægte i andres mørke – og det er vores fælles menneskelighed, vores fælles sårbarhed. Brown har på sin hjemmeside en lille film som utrolig fint viser empatiens styrke (og en meget karikeret grov udgave af sympati) manifesteret i en bjørn, der giver en lille ræv empati. Alt det her med empati lyder meget basalt, men det er mit indtryk at som ven, kæreste, forælder osv. kan man være rigtig hurtig til at gå over i fix-det-mode, i stedet for at hjælpe den anden med at sidde i smerten og skabe kontakt: se den anden i øjnene og sige: “Puh, det forstår jeg godt, at du finder smertefuldt, den følelse kender jeg også. Fortæl mig om det.”

 

 

Hvad er styrken ved at være sårbar og uperfekt?

All right, all right, all right(i min bedste Matthew McConaughey imitation – det er godt at dette er skriftligt), det blev meget teoretisk, akademikeren i mig tog lidt over – undskyld. På et mere personligt plan, giver Browns formuleringer om samhørighed og kontakt mening for mig, fordi jeg kan genkende dem i de venskaber, der betyder mest for mig, og jeg kan genkende nu at kontakt er en af de vigtigste elementer for, hvorfor de fungerer – selv i hede debatter. For at gøre det lidt mere klart, hvorfor jeg synes, at der er noget magisk ved kontakt og empati, vil jeg undtagelsesvis give et mere detaljeret og sårbart narrativ fra min hverdag:

En aften hvor jeg skulle hjem til nogle venner, kunne jeg mærke at følelserne begyndte at simre lige så stille nede fra dybet. Mens jeg trampede afsted i pedalerne opsat på at holde følelserne i ro og ikke lade mig overmande der midt på cykelstien, kunne jeg mærke at følelserne bare ikke ville lægge sig. Da jeg nåede frem til mine venner, tog jeg nogle dybe indåndinger i et sidste forsøg på at lægge følelserne væk og i stedet nyde en hyggelig aften med dem. Men idet jeg kommer ind i haven, får jeg øje på en gammel bekendt, som jeg ellers ikke har haft kontakt med det sidste års tid. Og idet jeg vil give ham et hurtigt kram goddag og så gå videre, vælder de følelser op i mig, som jeg ellers møjsommeligt havde prøvet at holde nede, og jeg kan ikke slippe ham. Jeg vil ikke slippe mit tag i ham, for jeg bliver bange for at gå helt i opløsning uden dette håndgribelige kram. Dette var en gammel bekendt, som jeg ikke havde talt med i laaaang tid, som jeg kan være meget uenig med, og hvor jeg troede at vores bånd og kontakt for evigt var lagt bort. Og dog. Han placerede mig kærligt på en gammel havestol og satte sig over for mig. Han tog begge mine hænder i sine, og så mig dybt ind i øjnene, og sagde: “Hvad er der sket, fortæl mig om det”. Og som jeg sad der og lukkede al min vrede og sorg ud, sad han og lyttede, hjalp mig med at sætte ord på mine følelser, gav mig nogle få kram en gang imellem og strøg mig ellers blidt over hænderne. Og det hjalp mig, at han gik ind i sig selv og delte sine smertefulde øjeblikke med mig, for at vise mig at han forstod og genkendte, den smerte jeg var i (og bonus: jeg lærte ham bedre at kende). Det var et af de mest rensende og mest intense øjeblikke for mig, og min skam og sorg blev dulmet af, at jeg følte mig set, hørt og værdsat.

Tro mig, jeg synes ikke, at der er noget nemt ved at vise sårbarhed i f.eks. en diskussion, ved ting jeg glæder mig til (ja, det lyder måske kontraintuitivt, se Brown s. 40) eller i forbindelse med nye bekendtskaber. Og derudover ønsker jeg ikke at flage med mine egne personlige komplekser, men jeg ønsker at hylde den magt, der ligger i at forstå og acceptere ens egen sårbarhed og uperfekthed. Det  kræver mod at stille spørgsmålstegn ved perfektionismen, at gå i dialog med sårbarheden, vise den og bruge den konstruktivt i sin hverdag til at skabe kontakt. Afsluttende på alt dette må jeg også indrømme min egen farvethed (jeg må hellere praktisere, hvad jeg selv prædiker i dette indlæg): jeg er humanistisk skolet fra universitet, og jeg lægger derfor en særlig vægt på at holdninger er personlige præget, fakta er hjælpsomme men relative instanser (idet de kan bøjes efter hvem der fortolker og ofte er kontekstbaseret), og jeg har en vedholden personlig og faglig fascination af menneskets relation til andre og sig selv. Så, hvis du enten bakser med perfektionisme, er nysgerrig på at lære dig selv bedre at kende eller har en interesse i menneskelige relationer, vil jeg varmt anbefale Browns bog. Den er en tankevækkende, humoristisk og medfølende oplevelse.

OBS! empati er i øjeblikket et meget debatteret emne på universiteterne og på medier som Zetland, og er især debatteret, fordi der ikke forelægger en fastlagt betydning af ordet, og derved heller ikke hvad fordelene og ulemperne er ved at praktisere empati. 

MIN NUVÆRENDE NEGLEPLEJERUTINE

IMG_0897

Da jeg var barn, gav min mormor mig flere gange et foredrag om, at jeg aldrig ville få pæne negle, hvis jeg blev ved med at bide og pille dem. Hendes formaninger stammede fra, at jeg kunne sidde og rive mine negle til blods næsten intetanende om min handling – virkelig virkelig dårlig vane! Min mormors foredrag virkede heldigvis (sammen med en god dosis forfængelighed), og nu om dage lider mine negle kun en sørgelig skæbne, når jeg oplever stor stress eller sorg. Til gengæld har jeg med årerne udviklet en lettere besættelse af neglepleje, og jeg kommer med et højlydt helhjertet suk af skuffelse, når en negl knækker. Suk.

Jeg har i mange år eksperimenteret med rigtig mange produkter i håbet om at opnå smukke negle, der aldrig knækker – man har vel lov til at håbe. Nu om stunder er jeg blevet lidt (det er svært at slippe håbet) mere realistisk, og det er vigtigere for mig, at mine negle ser sunde og velplejede ud, og at de næsten aldrig knækker. Jeg har lige for tiden fundet en god rutine med nogle nye og gamle produkter, som jeg føler gør en forskel for mine negle (ud over sund kost og masser af vand). Jeg hygger mig med at bruge fem minutter om aften, inden jeg går i seng, på at give dem og mig selv lidt velfortjent opmærksomhed.

 

 

Rosenpinde der ikke er til blomster

De fleste kender formentlig den famøse metalkrog på negleklipperen. Den har i hvert fald været fast inventar i mit barndomshjem. Dog er den ikke det mest optimale redskab til at rense negle med, for når vi renser vores negle med redskaber af metal, slider vi på indersiden af neglen og kan derved gøre den mere skrøbelig – det er jo ikke ligefrem det, man ønsker. Neglepinde er i kontrast meget skånsomme mod neglen, da træet ikke ridser den. Da jeg for mange år siden hørte dette, skyndte jeg mig afsted til Matas for at købe de forslåede rosenpinde (som, jeg tror, bliver lavet af birketræ nu) – og jeg har aldrig set mig tilbage! Jeg går så langt, som altid at have en med mig i penalhuset i hverdagen (host-besættelse-host-host). Jeg bruger neglepindene efter hvert bad til at rense under mine negle, og hvis formen på mine neglebånd har skubbet sig, bruger jeg den flade ende af pinden til blidt at rette den til igen.

Invester i en god neglefil af glas

En neglefil af glas er en af de bedste investeringer, jeg har gjort for mine negle. For det første synes jeg, at en glasfil er meget nemmere at bruge end den almindelige neglefil; jeg føler, at jeg kan håndtere en glasfil mere ubesværet end de brede skumfile, jeg før hen brugte, og jeg savner ikke at have flere forskellige slibesider – noget der ellers kunne få mig til at klappe i hænderne af fryd, da jeg var teenager – for med en glasfil er det trykket, som afgør hvor grov eller fin en slibning, man giver sine negle. En anden god egenskab ved glasfilen er, at den kan vaskes og derved holdes mere hygiejnisk. Sidst men ikke mindst er en glasfil uopslidelig, da de er sandblæste. Det er altså en investering for livet … dog med den undtagelse at man ikke skal tabe sin glasfil på et klinkegulv. Nok er de uopslidelige, men … ja, skal vi ikke bare holde os til, at det er en dårlig idé? Min nye glasfil fra Herôme fungerer til gengæld præcis lige så godt, som min første glasfil.

Man kan købe glasfile både på apoteket, nettet og i Matas, men vær opmærksom på, at glasfile kan være af forskellig kvalitet, så køb af en producent, som du har tiltro til. Jeg bruger for det meste min glasfil en gang om ugen, for at holde formen og længden, men jeg griber den også i løbet af ugen, hvis en af mine negle er begyndt at rive lidt pga. af en skade – hvilket ofte stopper mig fra at pille i den, og til sidst sidde med en plukket høne af en negl. Husk, kun at bruge filen når dine negle er helt tørre; de er i en skrøbelig tilstand, når de er våde, og filen fungerer bedre på tørre negle.

Man når langt med lidt olie

Det problem, mine negle især slås med, er tørhed. Kulde, sæbe, varmt vand, neglelak osv. er med til at tørre mine negle, neglebånd og hænder ud. Jeg kan bedst lide når mine negle ser pæne ud både med og uden neglelak, og især neglebåndene afslører hos mig, hvorvidt jeg har passet på dem eller ej. Det var den æstetiske side af det. Af hygiejniske årsager er det ligeledes vigtigt, at vi passer på vores neglebånd; når neglebåndene bliver flosset og tørre åbnes der for, at bakterier kan komme ned mellem hud og negl. For mit eget vedkommende har jeg fundet, at en religiøs påføring af en negleolie hver aften løser problemet – okay, næste hver aften. Jeg kan især godt lide negleolien fra Herôme, for den dufter himmelsk af citron- og mandelolie.

Kærlighed i en tube

Som afslutning på min aften-neglerutine er der altid en håndcreme. Som jeg har afsløret tidligere i opslaget her, får jeg utrolig tørre negle og hænder, og især om vinteren er jeg nødt til at klæbe mig selv til en god håndcreme, for at undgå smertefulde tørre knoer, som vind og kulde bider hensynsløst i. Jeg kan bedst lide en håndcreme, som er lidt fed i konsistensen, men som trænger ind i huden på den der lækre fløjlsagtige måde. Der findes rigtig mange gode – og dyre – håndcremer på markedet. Shiseido og Jurlique har begge nogle rigtig lækre håndcremer, men lige for tiden er jeg personligt meget glad for L’Occitanes håndcreme med mandelmælk; den dufter dejlig kraftfuldt af mandel, og jeg er nødt til aktivt at bede mig selv om ikke at dufte til mine hænder hele tiden, når jeg har den på – besættelsen er reel!

BOGANMELDELSE: the life-changing magic of tidying up

IMG_0861

Alle der kender mig privat ved, at jeg har en helt speciel – og en kende nørdet – kærlighed til mit hjem og især det at holde orden i mit hjem. Som barn var en af mine favorit lege at rode mit Barbie-hus til, således at jeg kunne bruge en hel eftermiddag på at rydde det op igen. Selv i dag nyder jeg at bruge 10 meditative minutter på at rydde op i en skuffe, som er blevet lidt for rodet eller snusket. For mig er det en kærlighedshandling til både mig selv og til mine ejendele. De ting jeg ejer, holder jeg af, og jeg bliver glad ved tanken om, at de bliver passet på, og ligger komfortabelt og trygt på deres udvalgte pladser. Man skulle derfor ikke tro, at jeg som barn og især teenager har haft et af de mest rodede og (jeg indrømmer pinligt!) til tider direkte ulækre værelser. Da jeg for 3 år siden for første gang læste Marie Kondos bog, fik jeg en stor aha-oplevelse i forhold til mine meget rodede teenage-dage.

Marie Kondo advokerer i sin bog, the life-changing magic of tidying up, for KonMari-metoden, der er hendes tilgang til oprydning. Bogen skiller sig ud, fordi den ikke blot handler om at leve i ens hjem på en bedre måde, men at opnå større glæde i ens hjem og i en selv gennem processen at rydde op. Den bedste måde til at opnå et konsekvent opryddet hjem, uden tilbagekomsten af uorden og rodede skuffer, er, ifølge Kondo, at udføre en dybdegående enkeltstående oprydning af ens hjem. Formålet med dette er at opnå en intens erfaring af, hvad der er vigtigt i ens liv, og hvordan et hjem i orden bidrager til, at vi kan indse og opnå de mål, som vi har for vores liv.

Marie Kondos bog indeholder mange reflektioner og råd til forhandlingen mellem en selv og ens leveomgivelser. Den er en konkret struktureret vejledning i, hvordan man går igennem den store enkeltstående oprydning, og hvad de gavnlige følgevirkninger er af processen. Jeg synes, det er en bog, som er værd at læse for alle der døjer med rod, men også for dem der ønsker større indsigt i sig selv. Her er mine fem bedste råd fra bogen, og de refleksioner som jeg har dannet i mødet med dem:

  1. Oprydning er en egenskab. At holde orden i ens hjem er noget, som vi ikke kan forvente er fuldt med under undfangelsen. Det er en evne. Og det er en evne, fordi ved sortering og oprydning af ens ejendele er man afhængig af at kunne identificere, hvad der er vigtigt for én at beholde, OG at kunne sige farvel til genstande der ikke længere giver glæde. Begge dele kræver træning. Det lyder simpelt, men jeg tror, at vi alle har genstande, der bebor vores hjem pga. dårlige undskyldning – kender I f.eks. hvad-hvis-jeg-får-brug-for-den-en-dag-syndromet?
  2. “Does it spark joy?” Ifølge Kondo kan vi mærke, når vi tager en genstand i hånden, hvorvidt den skaber glæde i os eller ej. Det vigtige er ikke, om en genstand er blevet umoderne, slidt eller barnlig, det handler om den intuitive glæde. Når vi lytter/føler efter, hvorvidt en genstand avler glæde i os, træner vi vores evne til at være i dialog med os selv. I løbet af en meditativ sortering af mine ejendele, er det min erfaring, at jeg altid har lært mig selv bedre at kende. Hvad betød noget for mig førhen?  Hvorfor betyder andre ting mere for mig nu? Og hvad har aldrig ændret sig? Kondos argument for at gennemgå alting på denne måde er med det mål for øje, at vi skaber os et hjem, hvor vi er omringet af ting, og kun ting, som bringer os reel glæde. Lyder det ikke rart? (Den samme indstilling kan med fordel også bruges, når vi erhverver os nye ting – Hvor stor glæde bringer det mig at eje denne ting?)
  3. Visualiser og konkretiser din drømme-livstil. Ifølge Kondo, bør man som noget af det første, før man begynder at sortere og rydde op, skabe sig en klar, konkret visualisering af hvilken livsstil, man ønsker, at ens hjem skal skabe rammerne for. Hvad er det for en version af en selv, som man godt vil give mere rum til? Hvad skaber glæde, når man vender hjem fra arbejde efter en hård dag? Idéen bag at lave én stor oprydning, som muliggør at holde ens hjem nemt rydeligt og overskueligt, er, at vi får mere tid og plads til at arbejde på vores personlige mål i stedet for at flytte rundt på rod og nullermænd.
  4. Foldning af tøj med KonMari metoden giver virkelig meget mere plads! Ens garderobe bliver væsentlig mere overskuelig og smuk, når den udelukkende består af beklædningsgenstande, man faktisk elsker. Den bliver dog også desto mere smuk, når alting er enten hængt op nydeligt eller foldet og placeret i fine rækker. Alt hvad der kan foldes, folder jeg med KonMari-metoden. Metoden giver ikke magiske kræfter til dit tøj eller fjerne mirakuløst pletter. Men, efter jeg er begyndt at folde i rektangulære “pakker” og placere sweatere, viskestykker, sokker etc. opretstående i kasser – IKEA har nogle rigtig fine hvide stofkasser, som er perfekte til formålet – da har jeg haft meget nemmere ved, at se hvor meget tøj jeg har, lægge det på plads hurtigt og der er ikke de samme rodede skuffer som før! (Metoden er desuden utrolig velegnet, når kufferten skal pakkes til sommerferien).
  5. Sig altid ordentlig farvel. Essentielt for Marie Kondos metode, er at sige ordentlig farvel til en kasseret genstand, som ikke længere bringer os glæde. Tak og farvel. Personligt finder jeg denne respekt og besjæling af ens genstande utrolig værdifuld. Selvom en ting ikke længere betyder noget for os mere, den er måske gået i stykker, eller vi holdt måske kun fast på den for andres skyld, da har genstanden stadig tjent os efter bedste evne. Vores hjem og genstandene i dem beskytter og værner os, og ofte er det os, der har valgt dem – det er ikke dem, som har valgt os. Når vi bogstaveligt siger tak og farvel til en genstand, tillader vi os selv at værdsætte relationen mellem vores ting og os selv, at påskønne vores egen personlige udvikling med genstanden, og at erkender det valg og ansvar, vi tog, da vi valgte at adoptere genstanden ind i vores hjem.

Hvis I ikke allerede har regnet ud, hvad der gik galt på mit teenageværelse for mange år siden, så får I en lille opsummering her: For det første havde jeg ALT FOR MANGE TING, og mange af dem gav mig meget lidt glæde (host-host-hoarder-host). For det andet havde meget få ting en fast plads, som de kunne vende tilbage til, når jeg var færdig med at bruge dem. Og for det tredje var det svært for mig at give slip på ting, som jeg havde erhvervet mig i fortiden, fordi jeg ikke havde en klar idé om, hvad der virkelig betød noget for mig i nutiden.

Hvis I får lyst til at læse bogen, så håber jeg, at den vil inspirere jer til at skabe mere glæde i forholdet mellem jeres hjem og jer selv. Hvis I har nogen spørgsmål til bogen eller input til indlægget her, da er I mere end velkomne til at efterlade en kommentar. Til sidst er der bare at sige: god uge til jer alle!

INSPIRATION: FEM BLOGGERE PÅ YOUTUBE

IMG_0838

 

Inspiration er livskraft for mig. Uden inspiration, uden muligheden for at være kreativ, uden muligheden for at lære mere, ville livet være exceptionelt kedeligt. I mine øjne. I ældre tider visualiserede man inspiration som ånd, det værende musernes eller Guds, og inspirationens vinde blev i deres navn blæst ind i digtere og kreative sjæle. Der blæser inden guddommelige vinde i min retning. MEN lige for tiden er jeg i ave over, hvor mange gode YouTube-kanaler man kan finde. På denne platform er der så mange kreative individer, der deler ud af deres passion, og leverer inspiration til mig i min hverdag. Gratis og let tilgængeligt. Jeg har set mit kartoteker igennem og fundet fem YouTube bloggere (hold da op, det var svært at vælge!), som altid formår at få mig i godt humør eller inspireret.

______________________________________________

ESTÉE LALONDE

Denne YouTuber er særlig nært mit hjerte, da det hovedsageligt har været hendes videoer og vlogs, som har gjort mig små-afhængig af YouTube. Estée Lalonde kommer fra Canada, men bor i London sammen med hendes kæreste Aslan og smukke grey-hound, Reggie. Hun har både en standard kanal, hvor hun laver anmeldelser af skønhedsprodukter, og deler hvad der inspirerer hende. Og så har hun en vlog-kanal: her vlogger hun sammen med sin kæreste om deres hverdag i London. Hun har en super fin sans for humor, og når jeg har en rigtig dårlig dag, så plejer det at hjælpe at krybe op i sengen med en kop te og se en af hendes vlogs.

I kan finde hendes kanal her, og hendes blog her.

______________________________________________

JENNY MUSTARD

Jenny Mustard og hendes mand David bor i Berlin, og de lægger nogle (vildt!) flotte æstetiske videoer ud, om temaer fra vegansk mad til minimalistisk boligstil, og alt der imellem. Når hun/de lægger videoer op, f.eks. om hvordan man stopper med at være negativ, er det min oplevelse, at hendes tanker både er subjektive, men også velreflekterede. Jeg kommer altid tilbage fra en af deres videoer med et godt råd eller en tanke, som jeg ikke havde før.

Du kan finde hendes kanal her, og hendes blog her.

______________________________________________

LISA ELDRIDGE

Lisa Eldridge er en meget anerkendt engelsk make-up artist, og hun bliver især kædet sammen med make-up mærket Lancôme. Hendes YouTube-kanal indeholder både generelle guides til make-up looks, og videoer hvor hun eksperimenterer med mere ekstravagant make-up og trends fra f.eks. Asien. Hvis man ønsker at lære mere om make-up, eller man bare ønsker inspiration til nye produkter, så er hendes kanal bestemt et besøg værd. Personligt, elsker jeg hendes holdning til make-up, især foundation, og når hun viser, hvordan man giver sig selv en ansigtsmassage.

Du kan finde hendes kanal her, og hendes blog her.

______________________________________________

MARGO & ME

Bloggeren Jenny Cipoletti fangede min opmærksomhed på grund af hendes forkærlighed for Paris og fransk inspireret mode. Hun laver korte inspirationsvideoer om mode, men lange rejse-vlogs. (Den livsstil og det tøj, som hun viser i sine videoer, medfølger dog en ekstravagant pris.) Hendes videoer er altid rigtig festlige, veludførte og fyldt med gode idéer til hvordan man kan sammensætte et godt outfit og gå den kommende sæson i møde med gode stil.

Du kan finde hendes kanal her, og hendes blog her.

______________________________________________

VIOLETTE_FR

Dette er en YouTube-kanal af en fransk kvinde. I næsten hver video lægger hun sin make-up et nyt sted; på en café eller lignende. Hendes make-up bliver lagt hurtigt, men er gennemtænkt. Jeg bliver altid inspireret, når jeg ser en video af hende, idet hun har en meget fransk tilgang til både stil og make-up. For mig repræsenterer hun en tilgang til make-up, hvor make-up er berørelig, sanselig, kunstnerisk og ikke noget man kun kan lægge på privat, men også midt i det offentlige rum! (Hvorfor ikke?)

Du kan finde hendes kanal her.

MINE FRANSKE FAVORITTER FRA APOTEKET

IMG_0820

I efteråret 2016 rejste jeg nervøst til Paris, for at studere et halvt år i byernes by. Forud for min afrejse havde jeg ofte hørt modeller og skønhedsbloggere rose de franske apoteker, og de fleste erklærede at de altid hamstrede famøse produkter med dem hjem i kufferten. Jeg har siden mine teenageår haft en vis fascination for lukrative og ofte meget dyre skønhedsprodukter. Rygtet om de billige, men usædvanlig gode skønhedsprodukter fra de parisiske apoteker, pirrede på forhånd min nysgerrighed, men jeg var også ret skeptisk; for hvordan skulle en renseolie til under 200 kr. konkurrere med min ynglings cleanser fra Shiseido?

Men. Hver gang jeg trådte ind i et parisisk apotek, voksede min begejstring, og da jeg begyndte at eksperimentere med nogle af deres produkter, måtte jeg række mine hænder i vejret – forelsket og besejret af de franske apoteker. Apotekerne har både et stort udvalg af produkter rettet mod følsom hud, produkter fra velkendte skønhedsmærker som L’Occitane og Nuxe, og så har de nogle meget hjælpsomme og kyndige farmaceuter. I dette indlæg har jeg valgt nogle af min ynglingsprodukter, som er blevet fast inventar i min daglige skønhedsrutine.

Caudalíe huile de soin démaquillante – renseolie

Denne renseolie fra Caudalíe er min absolut favorit. Den dufter SÅ dejligt af vindruer og mandler. Den opløser legende let min make-up, ligegyldigt om det er min meget simple hverdagsmake-up, eller når jeg har lagt en kraftigere aftenmake-up. Mit ansigt føles altid utrolig rent og fugtet efterfølgende, og duften af mandel gør mig euforisk, hver gang jeg bruger olien. Hver aften når jeg skal fjerne min make-up trykker jeg tre gange på pumpen, fordeler hurtigt den klare olie imellem mine hænder, og så begynder jeg at massere mit ansigt med den. Når jeg har masseret mit ansigt, så længe som jeg den aften har lyst til, gør jeg enten mine hænder våde eller en svamp (hvis jeg gerne vil eksfolierer min hud). Vandet fra mine hænder forvandler olien til en cremet konsistens, som nemt fjerner snavset og olien fra huden.

Caudalíe eau micellaire démaquillante – micellar vand

Micellarvandet er for mange et fast renseprodukt, og denne fra Caudalíe er indtil videre min ynglings. Jeg bruger produktet både morgen og aften, og om aftenen bruger jeg det også på min ryg. Jeg har ofte døjet med bumser på skuldrene og i nakken, men efter at jeg er begyndt på at føre en vatrondel med lidt micellar vand på, ind over min skuldre og nakke er de helt forsvundet! Jeg blev så lykkelig, da jeg opdagede, at jeg kunne gå med bar ryg til sommer og ikke være bekymret for urenheder på min ryg og skuldre. Jeg kan selvfølgelig ikke garantere at det virker for alle, men for mig har det gjort underværker.

Klorane Shampooing sec à l’ortie – tørshampoo

Inden jeg rejste til Paris, havde jeg prøvet en anden tørshampoo, og jeg blev ærligt talt ret skuffet. Jeg forventede volumiøst og rentudseende hår, som jeg havde hørt andre opnå med tørshampoo. Det var desværre ikke det resultat, jeg fik. Om det skyldes produktet alene eller min uerfarenhed, ved jeg ikke helt. Men jeg ved, at da jeg købte denne tørshampoo fra Klorane, begyndte jeg at få det resultat, jeg gerne ville have. Der en volume-givende tørshampoo fra det samme mærke, men jeg startede med den almindelige, og jeg har været rigtig glad for den. Der findes uden tvivl bedre tørshampooer på market, men til prisen, synes jeg at denne er utrolig god og virkning holder hele dagen og nogle gange dagen efter.

Avène Hydrance – dagcreme og serum

De fleste af jer vil formentlig allerede være stødt på Avéne, da produkterne nemt kan findes på de danske apoteker. Et af problemerne med Caudalìes produkter er, at de inderholder parfume. Min hud kan være meget følsom, og jeg er derfor påpasselig med produkter, som skal være på min hud i længere tid. Det var vigtigt for mig at finde et produkt, som både gav min hud fugt, lagde sig smukt på huden og hvor indpakningen også var pæn. Jeg kan personligt virkelig godt lide det æstetiske udseende på Avènes produkter. De er både kunsteriske og simple. Når det kommer til produkternes indhold, er min begejstring ikke mindre. Både dagcremen og serummet fra Avène er livreddere for min hud, når den er irriteret, tør eller dehydreret. Jeg føler mig sikker, når jeg bruger disse produkter, fordi de er rettet mod følsom hud, og min hud føles altid utrolig blød, når jeg har brugt dem. Om morgenen blander jeg dagcremen med min BB-cream fra Clarins og resultatet er rigtig fint.

Hvis du har prøvet andre produkter fra de parisiske apoteker, som ikke findes her hjemme i Danmark, må du meget gerne efterlade en kommentar, da jeg er utrolig nysgerrig på hvilke parisiske produkter jeg skal tage med hjem næste gang. Derudover kan jeg varmt anbefale at besøge apotekerne, næste gang du/I er i Paris. Især apoteket nær Le Bon Marché er utrolig hyggeligt, og ekspedienterne er meget hjælpsomme og gavmilde med vareprøver.

 

FØLG BLOGGEN VIA BLOGLOVIN’

 

Gråvejr, te og levende lys. Således ser resten af min søndag ud – og måske et lille smut op på biblioteket. Man ved jo aldrig, hvad man kan finde der. Det samme gør sig gældende for siden Bloglovin’. Her har jeg netop i dag tilføjet min blog, så det er nu muligt at finde den på Bloglovin’. Jeg håber, at I alle finder noget hyggeligt at bruge søndagen på, jeg har i sinde at lave mig selv endnu en kop te.

Follow my blog with Bloglovin